Værdidebatten skal handle om vores fælles ansvar for jorden
Siden Muhammed-krisen har den danske værdidebat i høj grad handlet om tørklæder og kulturelle forskelle mellem kristne og muslimer. Værdier handler imidlertid om meget mere. Det handler om, hvordan vi tager et personligt ansvar for vores egen måde at leve og om, at vi tager del i det fælles ansvar for at styre samfundet i en bæredygtig retning for vores egen og kommende generationer.
Med det afsæt er det kun naturligt, at vi udvider den aktuelle klimadebat til også at handle om værdier. Over hele verden oplever vi nemlig de alvorlige og uhyggelige konsekvenser af menneskeskabte klimaforandringer. Derfor er der brug for en værdidebat om den måde, vores samfund er indrettet på og påvirker klimaet og økosystemer verden over.
Her på siden kan du læse mere om:
- Hvorfor et truet klima og dyreliv kalder på en ny, udvidet værdidebat
- Hvordan værdidebatten skal bane vejen for et mere bæredygtigt samfund
Vil du være med til at starte en ny værdidebat om vores fælles ansvar for klodens fremtid? Under PLANEN her på siden finder du vores oplæg til en vision for fremtidens bæredygtige samfund. Kom gerne med kommentarer og del dine holdninger med os, så vi sammen kan starte en ny værdidebat.
Jordens tilstand skriger på en ny værdidebat
Med kapitalismens indtog og overgangen fra landbrugssamfund over industrisamfund til forbrugssamfund har vi som mennesker udviklet et værdisæt, som adskiller sig markant fra tidligere. I jagten på flere penge mellem hænderne til at købe unødvendige forbrugsgoder, har vi ikke blot glemt at afsætte tid til hinanden. Vi har også skabt en samfundsstruktur, som gør, at vi udnytter naturen på groveste vis.
Det, som bliver glemt i vores ’Brug og smid væk’ kultur, er, at vi ved at bruge løs af naturens ressourcer for egen vindings skyld fjerner eksistensgrundlaget for al fremtidigt liv på Jorden. Groft sagt har manglen på en værdidebat, der omhandler vores levemåde, ført til, at vi er ved at save den gren over, som vi selv sidder på. Dette viser sig ved, at den globale gennemsnitstemperatur stiger, mens regnskoven, den arktiske is og klodens plante- og dyreliv svinder ind i rekordfart.
En fornyet værdidebat kan bane vejen for et bæredygtigt samfund
Med de store trusler mod jordens fremtid in mente er det tydeligt for enhver, at der er noget i vores samfundsstruktur, som skal ændres. Derimod vidner klimadebatten om, at det er svært at skabe enighed om, hvordan vi konkret skal bidrage til at redde klimaet samt dyre- og plantelivet på Jorden. Det er der, behovet for en ny værdidebat kommer ind i billedet.
Vi mener, at vi alle bør tage et ansvar for at lave en række radikale ændringer i samfundsstrukturen. Målet med dette er at skabe en ny kultur, der ikke er domineret af kapitalisme og storforbrug. I stedet skal vi leve i harmoni med naturen og med respekt for dens begrænsede ressourcer. For at bane vejen for et sådant bæredygtigt samfund er vi også nødt til at rykke ved vores fælles værdier. Og det endda i så høj grad, at det kun vil kunne lade sig gøre via en omfattende værdidebat.
Er du klar til at være med til at rykke vores fælles værdier?
Læs mere om vores plan for Danmark som et bæredygtigt mønstersamfund her på siden. Du kan være med til at forme den plan og så kimen til en fornyet værdidebat om vores levemåde og fælles ansvar. Det eneste, du skal gøre, er at kontakte os på mail@compactree.dk og dele dine input med os.


