Du kan betale med disse kreditkort
Plan B

Gør jorden til vores fælles fremtid via økonomisk demokrati

Vi ønsker økonomisk demokrati! I nyere tid har vores samfund ændret sig fra et landbrugssamfund til et kapitalistisk samfund, hvor ’Brug og smid væk” kulturen dominerer. Vi arbejder mere og mere for at få flere penge mellem hænderne, der skal finansiere et overforbrug, som ikke er set før på noget tidspunkt i verdenshistorien. I mellemtiden har vi glemt at skabe tid til hinanden. Hvad værre er, så kan vores planet ikke længere følge med.

Det faktum, at vi i disse år er vidner til voldsomme naturkatastrofer og ændringer i klimaet, er et direkte resultat af menneskehedens rovdrift på naturen. Tiden er nu inde til, at vi må tage et fælles ansvar for at gøre jorden til vores fælles fremtid. Det mener vi kun, at det er muligt at gøre ved at udføre en gennemgribende ændring af samfundsstrukturen hen imod et bæredygtigt økonomisk demokrati.

 

Her på siden kan du læse mere om:

  • Hvad økonomisk demokrati er, og hvordan det hænger sammen med jordens fremtid
  • Hvordan vi vil skabe et bæredygtigt samfund via indførslen af økonomisk demokrati

Vil du vide mere om, hvordan vi vil bane vejen for Danmark som et bæredygtigt mønstersamfund via indførslen af økonomisk demokrati? Så læs hele PLANEN her på hjemmesiden, og del dine tanker med os.

Se mere her

 

Økonomisk demokrati er fundamentet for et bæredygtigt samfund

Begrebet ”Økonomisk demokrati” så første gang dagens lys i 1971. Dengang var det fagbevægelsen, der præsenterede idéen, som skulle give lønmodtagere en større andel i virksomhedernes overskud såvel som indflydelse på den daglige ledelse. Dermed handlede økonomisk demokrati som begreb oprindeligt om at ændre i fordelingen af formuer og ejendomsret. Denne idé er dog aldrig blevet politisk gangbar.

I vores plan for en række samfundsstrukturelle ændringer, der skal bidrage til, at vi kan leve i harmoni med naturen og dyrelivet, har vi givet idéen om et økonomisk demokrati et nyt liv. Vi ønsker, at vi skal se jorden som vores fælles arbejdsgiver. Dertil skal vi indrette samfundet, så vi alle får et incitament til at gøre noget godt for naturen. Med andre ord skal vi yde, før vi kan nyde naturens ressourcer.

 

Klodens fremtid er truet – kun økonomisk demokrati kan redde den

For at føre vores vision om Danmark som et bæredygtigt samfund ud i livet, vil vi først og fremmest afskaffe alt, hvad der hedder løn, patenter, ejendomsret og lignende. Samtidig skal pengene digitaliseres, hvorefter vi alle får udbetalt de samme faste beløb til henholdsvis eget forbrug og til at betale vores medmenneskers indsats for samfundet. Vi investerer altså i vores samfund lokalt og globalt via et nyt økonomisk system, der i princippet bare er en naturlig forlængelse af den Nordiske Model.

Forskellen er, at det enkelte menneske selv administrerer og bestemmer, hvor midlerne skal forbruges med hjælp fra vores udmærkede og veluddannede eksperter. Hermed frigives enorme ressourcer i f.eks. den offentlige sektor, der i dag administrerer os alle sammen og lønnes af store beskatninger på velfungerende og veldisponerende menneskers arbejdsindsats.

Vi kan sagtens bestemme samfundsudviklingen direkte gennem investeringer, fornuftige indkøb og aflønning til dem, hvis arbejdsindsats vi, og dermed samfundet, efterspørger. Vi stemmer altså med pengepungen og aktiverer andre i fællesskabet ved at aflønne deres positive arbejdsindsats direkte til dem. Ikke anvendte midler overgår til en naturkonto. Udfører vi en genopretning af naturen, udbetales der således midler til forbrug fra denne konto.

Det er disse ændringer, som skal føre til, at vi får et bæredygtigt økonomisk demokrati. For mange vil det lyde meget gennemgribende, men hvis vi ser på jordens tilstand, er det nødvendigt at gøre noget. Lige nu er 16.000 dyrearter nemlig truet af udryddelse, mens verdens skove svinder ind, hvilket fører til en forværring af drivhuseffekten og dermed til, at den globale gennemsnitstemperatur stiger yderligere.

 

Vil du vide mere om, hvordan økonomisk demokrati kan hjælpe naturen?

Indfører vi økonomisk demokrati, som beskrevet ovenfor, har vi en mulighed for at vende klodens hastige kurs mod afgrunden og dermed vores fælles fremtid. Læs hele vores plan her på siden og del gerne dine holdninger med os. Send dem blot til mail@compactree.dk.

Se mere her

Hvem står bag

Bag Comebacktreeman.dk står personer, der har erkendt, at vor menneskeskabte kasse- og systemtænkning bør revideres og ændres for, at kunne bevare Jorden som levested for nulevende arter.

 
Copyright © 2011 Come Back Tree Man - En del af Compac Tree ApS
Højvang 4 • 5560 Aarup • Tlf. +45 64 43 12 89 • Fax. +45 64 43 18 89 • Mail@compactree.dk | Mere om Come Back Tree Man