Claus Thomsen, 1955 ”meddirektør”

Skovfoged med 30 års praktisk erfaring med skovdrift samt succesfuld fabrikant af høst- og transportsystemer til Europas juletræsdyrkere.

Claus Thomsen er aktiv investor på aktiemarkedet.

Kontakt Claus Thomsen

Se også http://www.compactree.dk/

 Jeg har altid, været tidlig på den. Egenligt skulle jeg fødes Nytårsaften, men på fødeafdelingen mente man, at jeg var stor nok - og tog mig dagen før.

Da jeg var aktiv - ligesom min Mor og Far - gik Mor til Skoleinspektøren med mig. Jeg var for ung! Min mor: "Kunne ikke havde mig hjemme - jeg stillede for mange spørgsmål!"

Det var der brug for dengang. Men mine ældre søskende havde advaret mig om dette forfærdelige sted - lige overfor vores hus - så de første tre dage gik jeg hjem igen - før tiden.

Så opdagede jeg i den bagerste ende af skolegården - på bænkene ved cykelskuret de store piger - dem der dansede med mig til Slagteriets juletræ. De uglede mig i håret og når man lige drejede hovedet på den rigtige måde, gjorde et knus rigtig godt. Alle øver sig jo, når lejlighed gives. Jo - skolen blev jeg glad for - her var det en fordel at være spørgende og lidt dum. 

Min Mor!, min familie, pigerne i skolen og folk på gaden, syntes jeg var en dejlig dreng. Det er svært vanedannende. ( Læs: http://www.comonsense.dk/default.asp?lang=da. )  

Lidt svært var det jo - jeg var den tredie af fire og skulle passe min lillesøster - hun ødelagte mine ting og drev sit kvindelige spil med mig, den lille Satan! Min bror slog mig (lidt) min søster drillede mig (lidt). der var nok at vogte sig for, så jeg udviklede en UDPRÆGET forsigtighed - eller også, har jeg arvet den efter min Far.

Det er smart, at indrømme sine fejl - så smart at jeg nu har glemt dem alle - næsten. Den første - dengang jeg stjal æbler i Præstens have, og fik en ven for livet - må du høre en anden gang.

Yngst i skolen - de drillede mig - jeg var lille. Men! "Jeg er et år foran!"

Tre skoler mødes under samme tag, da to naboskoler leverer de bedste af deres elever til Ansager skole.

De var godt nok dygtige, dem fra de små skoler. Vi vogtede på hinanden - timerne var kedelige, døde - ingen spurgte, ingen sagde. Svært for en lærer med så dygtige elever!

Det blev mit livs lære! En dag - det var i Streffensens matematiktime - prøvede han med det letteste spørgsmål i verden: " Hvorfor er to og fire det samme som 4+2 ?"

Ingen sagde noget.

Det var dog Satans tænkte jeg - alle de kloge hoveder, fingeren op! Ja! Claus! Steffensen var lettet, han kendte mig jo gennem mange år.

"Faktorenes orden er ligegyldig!"  Alle lo - den negative stemning var brudt, nu var der plads til FREMGANG!"  Jeg lærte, at det er meget sjovere, at dumme sig selv end, at være vidne til, at andre ikke tør bruge deres evner - frit. 

Så blev jeg accepteret - også i Realen - de lo af mig i tre år.  I naboklassen lo de af Viggo Sommer. Men det, kan man da forstå.